Om Händels "Messias"

 

Efter nogle års ophold i Italien vendte Händel i 1710 tilbage til Tyskland, hvor han fik ansættelse ved kurfyrsten af Hannover, Georg Ludwigs hof. Siden 1701 havde kurfyrsten haft arveretten til den engelske trone, og i 1714 blev Georg Ludwig kronet som Kong Georg I af England. På grund af den tætte forbindelse mellem Hannover og England, fik Händel i 1711 lov til at rejse til London for der at afprøve sine evner som italiensk operakomponist for det aristokratiske og italienskbegejstrede musikpublikum. Händel succes blev straks slået fast med operaen Rinaldo, og året efter bosatte han sig permanent i den engelske hovedstad, hvor han i de følgende 30 år skrev mere end 40 operaer.

 

I løbet af 1730’erne dalede imidlertid publikums interesse for italiensk opera med mytologisk indhold. Det var derfor en særdeles velkommen invitation Händel modtog fra den engelske vicekonge i Irland til at komme til Dublin for at berige byen med sin musik. Det var samtidig yderst belejligt, at Händel netop havde modtaget ideen og librettoen til Messias fra sin yndlingslibrettist, Charles Jennens. Såvel invitationen som librettoen begejstrede Händel i en sådan grad, at han omgående gik i gang med at komponere, og efter kun 24 dage (!) var det omkring tre timer lange oratorium færdigskrevet...

 

Til trods for at det var bibeltekster, der lå til grund for værket, havde det hele tiden været Händels hensigt, at det skulle opføres i en koncertsal og ikke i en kirke. Messias blev derfor betragtet som en slags underholdningsmusik, skrevet med henblik på opførelse i verdslige lokaler og for et betalende publikum, og det skortede ikke på kirkelige protester, bl.a. fra forfatteren til ”Gullivers rejse”, Jonathan Swift, der dengang var stiftsprovst ved St. Patrick’s Cathedral, hvor uropførelsen fandt sted. Jonathan Swift forbød simpelthen kirkens sangere at medvirke i opførelsen af Messias!

 

Uropførelsen af Messias var en af flere velgørenhedskoncerter, hvor overskuddet gik til hjælp og lindring for fanger i gældsfængsel og til støtte for Mercer’s Hospital i Stephen’s Street, og det gjaldt derfor om at få samlet så stort et publikum som muligt, hvorfor man indrykkede følgende annonce i de lokale aviser:

 

I dag vil hr. Händel uropføre sit nye store oratorium i Great Music Hall i Fishamble Street. Musikselskabet beder d’herrer om at komme uden sidevåben og damerne om at undlade skørtestivere.

 

Opførelsen i Dublin blev en enorm succes på trods af de mange protester. Til gengæld skulle der gå nogen tid, før Messias i London for alvor fangede sit publikum; for også der var der mange i det puritanske borgerskab, som fandt, at Händel var gået for vidt. F.eks. kunne man i tidsskriftet Universal Spectator, fire dage før værket skulle opføres for første gang (23. marts 1743), læse følgende hvasse indlæg:

 

Et oratorium er enten en religiøs handling, eller også er det det ikke. Såfremt det første er tilfældet, spørger jeg, om teatret er et passende tempel at opføre det i, eller om en trup af skuespillere sømmer sig som forkyndere af Guds ord, for det er, hvad det er her. Hvis det derimod ikke udføres som en religiøs handling, men som adspredelse og underholdning, hvad er det så ikke for en profanering af Guds navn og ord at omgås dem så letfærdig. Og det synes oven i købet som om, ikke blot det Gamle Testamente skal profaneres og ikke blot Gud gennem navnet Jehova, men også det ny skal inddrages, og Gud gennem det allerhelligste og mest barmhjertige navn, Messias; for jeg har fået at vide, at et oratorium af dette navn allerede er opført i Irland, og snart vil komme op her.

 

Som oratorium er Messias ikke særlig typisk for Händel. I de fleste tilfælde valgte Händel oratorieteksterne fra gammeltestamentlige begivenheder. I tekst og musik blev begivenhederne gengivet som de er beskrevet i Det Gamle Testamente. Men med Messias forholder det sig anderledes; Messias: den salvede – eller på græsk, Kristus – hører jo til i det nye Testamente, og det er ikke en beretning om et dramatisk hændelsesforløb, selv om vi dog følger Jesu liv fra profeternes forudsigelse om hans komme og til hans død, men det er en begivenhed, hvis handlingsforløb forudsættes bekendt.

 

Der skulle gå adskillige årtier, før kritikken mod det ”blasfemiske” i Messias forstummede. Ikke desto mindre blev oratoriet i de følgende år opført mere end 60 gange og blev hurtigt brugsmusik, som man opførte med forhåndenværende kor, solister og musikere. Det har altså fra starten været nærmest umuligt at finde frem til en urform, og der findes næppe et originalt partitur. Händel selv var meget fleksibel, når det drejede sig om tilpasse sin musik efter de givne forhold – hvis f. eks. en arie lå uheldigt for en sanger, blev den skrevet om og måske endda overført til en helt anden stemme. Derfor foreligger der fra Händels egen hånd adskillige alternative versioner. En af de nok mest interessante af disse stammer fra en opførelse i Foundling Hospital i 1754, idet det var en af de sidste opførelser, hvor Händel selv medvirkede, og der findes derfra et næsten komplet stemmemateriale samt oplysninger om besætningens størrelse. Det er ofte de opførelser, der henvises til, når man i dag tilstræber de historisk autentiske opførelser af værket.

 

Af de mere bizarre Messias-versioner finder vi opførelsen i Westminster Abbey til højtideligholdelse af 25-året for Händels død 13. april 1742. Her medvirkede et orkester med 95 violiner, 26 bratscher, 21 celloer, 15 kontrabasser, 26 oboer, 26 fagotter, 6 fløjter, 12 trompeter, 4 sæt pauker og en kontrafagot til at forstærke baslinjen. Koret bestod af 257 sangere, og dirigenten Joah Bates ledede opførelsen fra et cembalo specielt konstrueret med løftestænger til orglet, der var 5,8 m væk. To år efter fik Messias sin danske førsteopførelse, og her gik man den modsatte vej, idet korstemmerne blev fremført af de fire solister!

 

Hvor Messias hurtigt havde opnået stor popularitet i England, gik der ca. 30 år før værket nåede til Tyskland. Det skete ved en opførelse i Hamburg 1772. Og det fortælles, at den 21-årige Mozart i 1777 i Mannheim flygtede fra en generalprøve på en, efter hans udsagn, ”smagløst forbedret” udgave af Händels oratorium.

 

Den hollandskfødte, østrigske diplomat, amatørkomponist, musikmæcen og leder af det kejserlige bibliotek i Wien, baron Gottfried van Swieten (1733-1803), som havde leveret librettoerne til Haydns oratorier ”Skabelsen” og ”Årstiderne”, og som ydede moralsk og økonomisk støtte til bl.a. Mozart, havde i slutningen af 1780’erne dannet Gesellschaft der Associierten. Gesellschaft der Associierten var en sammenslutning af adelige musikelskere. Sammenslutningens hovedformål var at arrangere koncerter med gammel musik, dvs. musik fra generationen før f.eks. Mozart. Baron van Swieten havde adskillige år tidligere modtaget en afskrift af Messias, og han ønskede nu at opføre værket for det kræsne wienske musikpublikum.

 

Vel vidende at det aktuelle publikums musikinteresse dalede i takt med musikkens alder, bad van Swieten i 1789 Mozart om at ”opdatere” Messias til tidens klanglige standard, dvs. et fuldt klassisk orkester hvor Händels oprindelige orkester blev suppleret med fløjter, klarinetter, horn, trompeter og basuner. Selv om både van Swieten og Mozart satte Händel og hans værk højt havde de ingen ide om et uforanderligt mesterværk, som man måtte hæge om for at nå frem til en ”korrekt ” fremførelse. Et standpunkt som de vel egentlig delte med Händel selv.

 

© Arne Møller Jørgensen