Om en "Vesper"

 

I den russisk ortodokse kirke er der tradition for at samle aftenmessen lørdag aften og morgenmessen søndag morgen til én lang messe lørdag aften og nat – en Vesper. Denne består af flere forskellige led, eksempelvis meditation, taksigelse og lovprisning. Helt tilbage fra middelalderen har bestemte salmer været tilknyttet disse led og været en vigtig del af messen. Det er fra dette repertoire, at Rachmaninov har fundet tekster og inspiration til sin Vesper.

 

Musikken i en aftenmesse er ofte af en rolig og mediterende karakter, der er med til at understrege den stille stemning i en svagt oplyst kirke. I modsætning hertil står morgenmessens hyldestmusik til den nye dags solskin. Derfor indeholder den ortodokse vesper begge typer musik – først en aftenafdeling og siden en morgenafdeling – og således en stor rigdom på kontrast. En selvfølge er, at der synges a cappella, idet ortodoks tradition ikke tillader brugen af instrumenter i kirkelig sammenhæng, men kun den rene stemmes lovsang.

Sergei Rachmaninov (1873-1943)

 

Sergei Vasilyevich Rachmaninov blev født den 20. marts 1873 på bedsteforældrenes gods i Oneg nær ved Semyonovo i Rusland.

 

Allerede som ganske lille var Rachmaninov god til at spille klaver og fik undervisning af sin mor. Som 4-årig kunne han spille små klaverstykker og læse noder fra bladet, og som 7-årig kunne han akkompagnere sange af Schubert.

 

Rachmaninovs trygge liv på godset endte brat, da faderen i 1882 mistede hele familiens formue og ejendom på nogle tvivlsomme investeringer. Rachmaninov blev sendt til Sct. Petersborg, hvor han blev optaget på konservatoriet som stipendiat. Her boede han hos forskellige slægtninge, men det gik ikke så godt på konservatoriet og i 1885 var han ved at blive smidt ud, fordi han ikke kom til timerne. Moderen ville dog ikke lade den unge Rachmaninovs talenter gå til spilde og lod ham derfor spille for den ældre fætter Aleksander Ziloti, som var en kendt dirigent og pianist. Dette resulterede i, at Rachmaninov blev sendt til Moskva for at modtage undervisning af den kendte klaverpædagog Nikolai Zverev.

 

Zverevs undervisning var streng og perfektionistisk, og han tillod ikke, at der blev spillet forkert i et forberedt stykke. Havde det ikke været for Zverevs disciplinerede undervisning, ville Rachmaninov næppe være blevet en af det forrige århundredes klavervirtuoser. Samtidig med klaverundervisningen hos Zverev modtog Rachmaninov undervisning på konservatoriet i Moskva, hvor han lærte de forskellige satstekniske discipliner af bla. Arenskij og Tanejev. I 1889 fik Rachmaninov nok af Zverevs tyranni, og han flyttede ud til sin tante Varvara Satina, hvor han mødte sin senere hustru Natalia Satina. Det var her på familien Satins gods, at han begyndte arbejdet på sin klaverkoncert nr. 1 i fis-mol.

 

I foråret 1892 blev han færdig på konservatoriet og vandt en guldmedalje for sit afgangsprojekt, den en-aktede opera Aleko. I tiden derefter steg hans popularitet og berømmelse både som pianist og komponist. Den øgede opmærksomhed med efterfølgende succes’er og fiaskoer drev den unge usikre Rachmaninov ud i svære depressioner. Specielt den dårlige modtagelse af hans 1. symfoni i d-mol (1895) førte ham ud i en så stor krise, at han ikke skrev noget i tre år. Han fik hjælp af psykiateren Nikolay Dahl, og i 1901 færdiggjorde han sin succesfulde 2. klaverkoncert i c-mol, som han tilegnede Dahl. Denne medgang gav Rachmaninov ro, så han kunne koncentrere sig om at komponere, og de næste 15 år blev de mest frugtbare i hans liv som komponist.

 

Under de russiske uroligheder i 1905 var Rachmaninov dirigent på Bolsjoj teatret, som han dog forlod i 1906 for at rejse til Dresden med sin familie. Her skrev han tre større værker: Den 2. symfoni i e-mol (1907), det symfoniske digt De dødes ø (1909) og den 3. klaverkoncert i d-mol (1909).

 

I de følgende år kastede Rachmaninov sig over den russiske kirkemusik, trods sit lidt anspændte forhold til den russisk ortodokse kirke. Hans første liturgiske værk blev Sct. Johannes Chrysostomos-liturgi (1910), der skulle blive forløberen for hans Vespermesse i 1915. Forinden komponerede han det store vokal-symfoniske digt Klokkerne (1913); hans fascination af klokker kommer også til udtryk i dele af Vesperen.

 

Rachmaninov komponerede Vesper i 1915 og dedicerede den til Stepan Smolensky, som fra 1886 til 1901 var leder af en skole i Moskva, hvor der blev undervist i den ortodokse liturgiske sang. Smolensky opfordrede ivrigt komponister til at skrive ny kirkemusik i tilknytning til traditionen, og han har øjensynligt haft stor indflydelse på Rachmaninov.

 

Den helt naturlige tilgang til kirkemusikken havde Rachmaninov ikke. Han var ganske vist en regelmæssig kirkegænger, men havde sit musikalske udgangspunkt i den sene russiske romantik – Tjajkovskij og Rimskij-Korsakov. Derfor er hovedelementet i hans kirkemusik en gengivelse af atmosfæren og stemningen under messen. Hans musikalske understregning af teksten er særdeles velovervejet og grundig, men der er tale om en meget subjektiv tolkning af budskaberne. Dette bevirkede på den ene side en kritisk holdning blandt veletablerede musikere med tilknytning til den ortodokse kirke, men betød på den anden side et friskt pust i retning af en mere følelsesladet og personligt præget kirkemusik.

 

Ved den Russiske revolution i 1917 emigrerede Rachmaninov til USA, hvor han levede resten af sit liv. Det blev en hård tid med lange opslidende koncertrejser, der lagde en dæmper for hans komponistvirksomhed. Det blev dog til et par betydelige værker: Rapsodi over et tema fra Paganini (1934) og den 3. symfoni i a-mol (1936). Rachmaninov døde i USA i 1943.

Læs mere om symbolik og indhold i de enkelte satser i 'Vesper' her ...